Paa Landet skal du leve
Der er saa godt at boe,
Naturen evig skifter
Og har dog evig Ro.
Ud fra det skumle Stræde!
Hist er saa lyst og vidt;
Der Vaarens Luft tør svæve
Om dine Kinder frit.
I hine lune Skove,
Hvor der er Duft og Glands;
Ved denne Kyst, hvis Vove
Forlyster sig med Dands;
Paa denne Eng, hvis Blomster
Saa venligt til dig lee,
Der skal dit Hjerte styrkes
Og slippe al sin Vee.
Her Svanen er din Hofmand
Saa lækker, myg og krum
Han courer for dig ivrigt,
Skjøndt Stakkelen er stum;
Med siirligt bløde Lader
Han seiler paa sin Dam,
Og naar din Haand ham mader,
Han ryster af Fryd sin Ham.
Og Lærken hist, samt Gjøgen
Er din Hofmusikant,
De Smaa, de spille freidigt,
Hvad selv de opfandt:
Mens deres Dronning hviler
Paa Mossets Fløiel fiin,
Og Bøgen pragtfuld hvælver
Sin grønne Baldachin.
Sig Rosen frisk skal speile
Her i din Kinds Karmin,
Og Natviolen blande
Sin sødeste Drøm i din.
Her tier den fule Klaffer,
Her høres saa lidt til Suk;
Kun Stærens Sladder lyder,
Og Duens Veemods-Kluk.
Os Dagen jævnt skal vandre
Sin stille, bløde Vei;
Imellem os skal ei træde
Noget fremmed Ja og Nei!
Du slumrer ind ukrænket,
Du vaagner op til Fred, —
Og seer dig om — og finder
Slet intet Men derved.