Her hjemme i min Stue
Violerne, de blaae,
Paa Gulvet, i Papiret
Henkastede laae;
Og da jeg Fængslet aabned
Og rigtig paa dem saae,
Da var de næsten døde, —
Og saa var der saa faa!
Jeg lagde dem om Koppens
Forgyldte, krumme Rand,
Og døbte dem saa kjærligt
Med Livsens friske Vand.
Een Nat har gjort Mirakler!
I Morges jeg jo saae
Alle de smaa Stakler
Deres milde Blik opslaae.
I Duft de til mit Hjerte
Takoffret lod fremgaae,
Og vi var alle glade, —
Men, ak! der var saa faa!
Jeg voved ei at sende
Dem hist den lange Vei
Til dig, min Veninde!
Det maatte jeg jo ei.
Nu staae de her og haabe —
De haabe jo som jeg; —
Som jeg de alle længes,
De længes efter dig;
Men længes de for længe,
Da gaaer det dem som mig!