Tak, Elskte! For det Blomsterbrev,
Som med din kjære Haand du skrev!
Jeg læser det med henrykt Sind,
Og seer mig paa hver Bogstav blind;
Beruses i dets rige Glands
Og sværmer i dets dybe Sands!
Med hver en Duft af Blomst og Blad
Fra dig en Tanke følges ad;
Og hver en Farve er en Klang,
En øm, en kjærlig, liflig Sang,
Der toner fra et Fredens Hjem
Og maner Længsels Sukke frem.
Hvor glad i Tanken jeg dig saae
Hist ved dit runde Bord at staae,
Alvorlig, som du være kan, —
Min søde, ranke Lilievand!
Mens under Øiets kloge Vagt
Du ordned disse Blomsters Pragt;
Mens du med Rødt og Guult og Grønt
Med Blaat og Lilla fik mig sagt
Saa meget Elskeligt og Kjønt!
En Mildhed er deri, en Fred,
Men dog en dyb Veemodighed.
Hver Duft er som et sagte Suk,
Fremlokket ved en Taaredug;
Thi seer jeg dem i Øiet ret,
Har alle Blomsterne jo grædt,
Og alles Kind er blank og vaad!
O, siig, hvad tyder deres Graad? — —
Tak, Elskte for det Blomsterbrev,
Som med din lille Haand du skrev!
Den Mildhed, som deri er lagt,
Maa virke med en himmelsk Magt;
Thi fra dit Hjerte den fremgik,
Velsignet af dit hulde Blik,
Befæstet ved din Tankes Aand
Og smykket af din kjære Haand.
Ei mægter jeg at sende her
Et Svar, som ret var Brevet værd;
Men lover kun — skjøndt ak! hvor lidt! —
Af Hjertens Grund: at hvert et Skridt,
Mit Liv paa Verdens Vei tør gaae,
Skal vorde dig et Svar derpaa!