Hensjunken i mit Hjertes Drøm —
Thi ak! det er jo intet andet! —
Jeg sidder, som ved Havets Strøm,
Og kaster Blomster ud i Vandet.
Forsagte maae de flagre ud
Og spredes for Alverdens Vinde;
Thi Ingen uden jeg og Gud
Skal Gaadens rette Løsning finde.
Min Tanke hæver sig med Magt
Paa Hjertets Vinger, liig en Svane;
Men hun, som har til Liv den vakt,
Tør sit Mirakel aldrig ane.
Som man tilbeder Solens Glands,
Som man, af Længsel, i det Fjerne
Udkaarer sig af Himlens Krands
En enkelt, kjært beslægtet Stjerne;
Saaledes jeg tilbeder Een
Med al mit Hjertes Ild og Styrke;
Men Stjernens Glimmer, klar og reen,
Skal mine Taager ei formørke.
Som Sol og Luft i milde Vaar
For Rosen, ubevidst, tør kjæle,
Sig Sangen, som fra Hjertet gaaer,
Fordulgt kun tør til hendes stjæle.
Og jeg maa bære i mit Bryst
Mysteriet, — trofast og prøvet —
Min Verden, fuld af Qval og Lyst,
Skjøndt ak! den knuger mig i Støvet.
Som Kjæmpen Atlas maa jeg staae;
Mit Blik mod Jord, min Nakke bøiet,
Mens Himlen, som jeg bærer paa,
Liig hans, ei straaler mig for Øiet.