Tilgiv — tilgiv! jeg kan ei andet!
Min Sjæl saa heelt med din er blandet,
Du flettet er i mine Tanker
Saa inderligt, som Druens Ranker
I Almens løvbedækte Grene,
Saa fast som Havcorallens Stene
Til Klippens Grund, som hine Rødder,
Der lave staae ved Egens Fødder,
Men trængt saa dybt i Jordens Hjerte,
At op de rives kun med Smerte; —
Saa, hvad jeg digter, hvad jeg tænker,
Sig ene til dit Billed lænker,
Saa, naar fra Hjertet Suk udstrømmer,
Er det, fordi kun dig det drømmer:
Kun ved din Sol min Sommer grønnes,
Kun ved din Røst din Sanger lønnes,
Kun ved din Tanke kan jeg trives,
Kun ved dit Blik min Aand oplives,
Som Blomstens Kalk i Morgenrøden, —
Og uden dig, jeg veed, til Døden,
Til evig Qval jeg er forbandet —
Tilgiv — tilgiv! jeg kan ei andet!