O, kunde jeg dit Knæ dog favne,
Med Tak det trykke til mit Bryst,
Min Borgen, du! At jeg tør havne
Engang paa Paradisets Kyst.
Thi see, naar vi er begge døde,
Da skal et helligt Englechor
Til Himlen bære dig, du Søde!
Men jeg — ak, jeg staae udenfor.
Da stiller dig for Magtens Throne
Med Jubelsang den skjønne Flok,
Mens Evighedens Rosenkrone
De flette for din blonde Lok
Men du, med dine fromme Hænder
Tæt knugede foran dit Bryst,
I kjærlig Angst dit Øie vender
Mod ham, der gjemmer Verdens Trøst;
Og siger, mens du sees at knæle
Og synke paa dit Ansigt ned:
„Tilgiv! men her jeg kan ei dvæle,
Hvor ham er ingen Plads bered.
Jeg skjøtter ei din Himmels Glæder,
Naar evigt jeg maa tænke paa,
At han i Mørket staaer og græder,
Og ei min Trøst til ham kan naae.
Hvis jeg med ham ei her tør dele
Din Naade og din Herlighed,
Saa tag, o Gud! fra mig det Hele, —
Jeg gaaer til ham og Smerten ned;
Og boer i Natten hist, den sorte,
Hos ham, mit Hjerte og min Sjæl;
Jeg er ei her, naar han er borte,
Kun hvor han er, der er jeg heel!”
— Mildt Herren sender dig sit Øie,
Men sidder længe, streng og stum,
Og veier viseligt og nøie
Din Uskyld mod min Brødes Sum;
Hen for hans Throne maa jeg træde,
Han speider dybt og skarpt mit Sind,
Han seer dit søde Øie græde
Og siger: „Gak da begge ind!”