Ikke sandt, det er ret snurrigt at see
De sorte Drenge paa den hvide Snee?
Tro mig, de Fyre er raske og kjække.
De lade sig ei saa let forskrække;
I snevre Skorsteen, hvor Soden brænder,
Kravle de op med Fødder og Hænder.
Der vandre de nu med Skraber og Kost
Og skjøtte kun lidt den stærke Frost.
De er saa sorte! — men toede rene,
Med Søndagsklæder, hele og pene,
Var de — det troer Du vel ikke nu? —
Maaskee langt mere nette end Du.