Den Mand har mistet en trofast Ven,
Saa ærlig han finder knap een igjen.
Den fulgte ham, hvor han gik og stod,
Den var ham en Vogter kjæk og god;
Den sov ved hans Side, den deelte hans Brød,
Og gjorde saa lystigt! — nu er den død.
See, Manden staaer saa bedrøvet bøiet
Og tørrer med Haand en Taare af Øiet.
Det er jo saa tungt at miste det,
Som man af Hjertet har elsket ret.
Jeg tænker, han lader sin Ven begrave
Et Sted ved en Busk i sin stille Have.