Min Frue! Jeg haaber, at ikke
De til en Herre mig vil skikke.
Jeg holder ei af at komme
I en Herretjeners Buxelomme.
At blive sendt ned i en Kjelder,
Det ynder jeg jo ikke heller.
At blive i en Rendesteen tabt,
Dertil er jeg vist ikke skabt.
Og saa — hvad synes De? — Kjelderfløden?
Den hader jeg nu meer end Døden.
Hvad i mit Indre jeg skal optage,
Maa være puurt og ædelt smage.
Jeg blev jo helst hos Deres Naade!
Men skal det være, saa lad mig raade
Og Dem af Hjertet ydmygst bede,
At De dog venligst vil berede
Mig hos en anden Frue et Hjem.
Helst maatte hun da ligne Dem,
Med alle Gaver, alle Dyder,
Som Dem i fulde Maal jo pryder;
Med blonde Haar, med Øine blaae,
Sligt er en Lyst at skue paa!
Jeg har lidt Angst for høie Sale,
De er saa tomme og saa svale.
Helst boer jeg under et ydmygt Tag, —
Det er nu saa engang min Smag.
I saadan lav og lille Stue,
Hos ret en sød, velsignet Frue,
Hvor der er hyggeligt og kjønt
Med Blomster, Billeder og Grønt, —
En lille ubemærket Bo,
Hvor der er Fred og liflig Ro, —
En Himmel, kort, hvor hun er Stjerne,
Der leved jeg mit Liv saa gjerne!
En slig beskeden Helligdom
De veed, naar De Dem tænker om.
O, send mig ei til nogen Anden!
Deres Tjenerinde
Flødekanden.