Det gamle Aar
(1850)
(1850)
Det gamle Aar har snart faaet Nok
Af Slid og Slseb og Vandring;
Det ryster alt sin hvide Lok,
Mens krum og støttet til sin Stok
Det stunder til Forandring.
Og det er intet Under, om
Det var langt meer affældigt
End Brødrene, der foran kom,
Thi Faa af disse var der, som
Har stridt saa snildt og vældigt.
Det var omleiret overalt
Af Storm, af Lyn og Torden;
Og der blev fægtet, skrevet, talt, —
En Hagl af Ord og Kugler faldt
I Syden og i Norden.
Det kjækt og høit sin Pande bar
Og saae med roligt Øie
Paa skumle Løgn, paa Sandhed klar,
Paa dem, som gjorde sig til Nar,
Og lod det Hele støie.
Det hjalp vort lille Fædreland
I al dets Id og Gjerning;
Med Stolthed vi forkynde kan:
Hvor Dansken spilled Mand mod Mand,
Os faldt den bedste Terning.
Farvel da nu, Du gamle Aar!
Dit Minde vil vi hædre;
Vor Takkesang skal lyde, naar
Med svage Rest af Liv du gaaer
Til Ro hos dine Fædre.
Mens alle Himlens Engle smaa
Med Sorgens hvide Lilie
Din sidste, korte Vei besaae,
Min Urtekost jeg kaster paa
Dit Mausoleums Tillie!