Afsked
Luften suser alt i Skoven,
Hvisker gjennem Busk og Træer;
Svagt, som Sølverstænk paa Voven,
Glimter Dagens første Skjær;
Vi maae, fra hinanden fjerne,
Nu den lange — lange Dag
Tause vente Haabets Stjerne, —
Ene med vort Hjertes Slag.
Lærke! tolk mig dine Sange,
Lille, qviddrende Prophet!
Trøst mit Hjerte, ømt og bange,
Hvis dit Blik har Trøsten seet.
Eller vil du heller gjemme
Dine Toner i dit Bryst,
At vi end en Stund kan glemme,
Og i Glemsel finde Trøst?
Ak! den kolde, klare Morgen
Dræber grumt vor hulde Nat!
Elskte! vær ei bleg som Sorgen!
Elskte! vær ei syg og mat!
See! i Dagens vaagne Drømme
Skal Du leve som min Sjæl,
Og med den i Mindet svømme
Om din Veemod, dit Farvel!
Længsel
Fra mit Hjertes dybe Hjem
Svæver bævende min Klage,
Skjult for Verden, stille frem
Til dit Hjerte og tilbage!
Liig en Due den sig svinger,
Useet af den travle Dag;
Intet Olieblad dog bringer
Os dens sagte Vingeslag.
Ingen Trøst den fører med!
Som en Rovfugl den sig nærer,
Graadig paa vor Tankes Fred,
Mens vort Hjertes Kraft den tærer!
Skal den spærres da i Fængsel?
Nei, den har et helligt Navn:
Hvad var Elskov uden Længsel?
Hvad var Livet uden Savn?
Gensyn
Det er Nat, og med Smiil omkring Munden
Straaler Hesperus klart, og i Lunden
Aander duftende hver Caprifol.
Vi tør mødes, men ak! i det Dunkle;
Dog vor Kjærligheds Fakkel vil funkle,
Paa vor Himmel en flammende Sol.
Lad din Kind da kun blusse og blegne,
Lad dit Øielaag synke og segne,
Lad din Læbe kun tryllende lee!
Mig har Guden opladt mine Blikke,
Og en Evigheds Ruus kan jeg drikke
Af hvad Hjertet i Natten vil see!
Hvilken Lyst! o, jeg hører din Stemme!
Jeg tør favne Dig trygt! jeg tør glemme!
Jeg tør trodse hver Qval med Foragt!
Hvert Secund, som Du skjænker mig, iler
Som en Engel, der lytter og smiler
Til vor Fryd og vor hellige Pagt!