Christian Winther (1796–1876)

Naar her i By jeg sidder

Som en Kylling i et Æg,

Og hører Lærkens Qvidder

Kun fra Gjenboens Væg,

Og seer af Herrens Himmel

Den hele lange Dag

Kun en usel, lille Strimmel

Over Skorsteen og Tag;

Naar Egen og naar Bøgen

Jeg næsten reent har glemt,

Og næppe veed, om Gjøgen

Sin Jubel har istemt:

Da virker, huldt fortryllende,

En Haandfuld Blomsters Pragt,

I Duften mig indhyllende,

Med forunderlig Magt.

Jeg føler mig i Tankerne

Fra Byens Larm hensat,

Og hviler under Rankerne

I Skovens grønne Nat;

Jeg Hjorten seer, den raske,

At speile sig i Bæk,

Og hører Anden pladske

Bag Sivets blanke Hæk.

Snart i en stille Have

Jeg synes, jeg gaaer;

Omringet tæt af Grave

En Landsbykirke staaer;

Mens Aftenklokken kimer

Mod den guldgule Sky,

Sødtsvundne Ungdomstimer

Jeg lever om paany!

Snart ligger jeg paa Sengen

Af det duftende Hø,

Og stirrer over Engen

Og den glimtende Sø;

Mens Sommervinden vifter

Og bøier Græsset ned,

Og Billederne skifter

I Uendelighed!

    Dem takker jeg da hjerteligt

For de Syner, jeg har havt;

Thi sødt-veemodigt-smerteligt

Drog mig Blomsternes Kraft.

Dem takker jeg for Minderne

Om Glæder og om Vee,

For Vennerne, Veninderne,

Hvis Billed jeg fik see;

For Vandring gjennem Moserne,

I Skov, ved Søens Bred,

For „Cachucha” og for Roserne

Og al anden Venlighed!