Vi veed, o Gud! dit Viisdomsøie vaager,
Din Almagtshaand regjerer hvert vort Fjed;
Du spreder mægtigt Jordelivets Taager,
Og sender Trøst og Lys fra Himlen ned;
Paa Støvets Færd du trykker Alvors Stempel
Du mildner kjærligt Kampens bedske Frugt,
Du gjør vort Hjerte til et Fredens Tempel,
Som aabent staaer, til Graven det har lukt.
Vi veed, o, Gud! Du aabner mildt dit Øre,
Du lytter til en ydmyg Tillids Raab;
Dig intet Suk forgjæves vi fremføre,
Beskjæmmet aldrig blev hos Dig vort Haab.
O! hør vor Bøn for disse To, som knæle
Med hellig Andagt for din Høiheds Pragt!
O! lad paa dem dit Faderøie dvæle,
Velsign for Evigheden Tidens Pagt.
Vi veed, o Gud! din Aand har os omsvævet
Med Kjærlighed i denne Høitidsstund!
Du har anammet Løftet, som sig hæved,
Med Tro til Dig, fra Bruds og Brudgoms Mund.
Omslyng dem Du, ifald det er din Villie,
Med Livets bedste Blomster Troskabs Baand,
Og lad dem hist modtage Edens Lilie
I Salighed foreente af din Haand!