Jeg var alene, det var Nat,
Min Lampes Lue var saa mat,
Min Kind til Haandens Støtte sat.
Jeg sad i Tanker — uden Tanke, —
En usel, vissen Drueranke, —
Fast Hjertet havde glemt at banke.
Forladt det var af alt det Smukke,
Der fyldte før dets Indelukke, —
Af Blomster, Toner, Smiil og Sukke;
Og koldt og blindt for Livets Glands
Det havde mistet al sin Sands
For Strængens Klang og Rhythmens Dands.
Og hvor jeg stirred hen med Haaben
At see mig frelst af Smertedaaben,
Sig viiste kun en Afgrund aaben.
Men midt i denne sløve Jammer
Brat gjennemstraalede mit Kammer
Olympens ædle, milde Flammer.
Min Musa! — som saa mangen Gang
Min Sjæl udløste af dens Trang
Og havde lært mig Spil og Sang.
Men dybt jeg maatte Blikket bøie,
Thi der hun stod den Ranke, Høie,
Med bittert Smiil, med Haan i Øie;
Ei som hun hist i Pavens Stad
Staaer venlig, mild i Søstres Rad, —
Paa hendes Pande Strenghed sad.
„Du er ei meer den, Du bør være,
„Du gjør mig Skam og ingen Ære,
Ei meer mit Navn Du maa frembære!”
Min lille Cithars gamle Strænge,
Som havde trøstet mig saa længe,
Hun sønderrev og lod dem hænge.
Hun lagde Haanden paa mit Hjerte
Og slukkede dets svage Kerte —
Og lod mig ene med min Smerte.