Christian Winther (1796–1876)

O Du, som, hvergang Aftenklokken ringer,

    Faaer lagt de Fugle smaa i bløden Vugge;

    Som skynder Dig saa venligt selv at lukke

    De tause Blomsters Øine med din Finger;

Som Hvile til hver Jordens Skabning bringer

    Og svøber dem, som Barnet kjært sin Dukke,

    I dunkle Slør, saa de faae glemt at sukke;

    Du, som til Fred saamangen Uro tvinger:

Hvi lokker Du til Hende fæle Drømme?

    Saa Hun, til hvem Du burde sende Hvile,

    Maa lade Øiet tidt i Taarer svømme.

Vær mild og god, lad Hendes Hjerte smile

    I Glemsels Favn! Du i dit stille Mørke

    Med lyse Billeder det huldt bør styrke!