Du vil, jeg skal forynge
De Toner i mit Bryst?
Du ønsker, jeg skal synge
Dig lidt Glæde og Trøst?
Saa gjerne jeg end vilde,
Jeg troer, jeg kan det ei;
Der er saa tyst og stille
Paa Alderdommens Vei.
Der qviddrer ingen Fugle,
Der smiler ingen Vaar,
Og kun den tunge Ugle
Med Vingen sagte slaaer.
Den gjør dog, hvad den evner,
Den tier med sit Hyl,
Og i Ruinens Revner
Den søger sit Asyl.
Du veed, dit Ønske, Julie!
Blev ofte mig en Lov;
Jeg voved tidt det Umulige
Og vækked, hvad der sov
Af Billeder og Tanker
I Sindets dybe Gjem,
Og rige Blomsterranker
Da tidt mig mylred frem.
Da var jeg stærk som Bjørnen
Og som et Raadyr rap,
Jeg svang mig op med Ørnen, —
Nu kan jeg krybe knap!
Skjøndt Luften her er prægtig,
Er det dog ei den Luft,
Som gjør min Tanke drægtig
Med Farver og med Duft.
Skjøndt Bølgen vel kan dundre
Heel stolt mod denne Kyst,
Maa det Dig ikke undre, —
Den naaer ei til mit Bryst.
Om her var nok saa mangen
Fortryllelse og Pragt,
At lokke mig til Sangen
De havde ingen Magt.
Thi saa er Sagen stillet,
Som jeg er stedet i:
Der mangler Noget til det,
Og det er Sympathie.
Mig er her tomt og øde,
Mig er her mørkt og koldt,
Som om en gammel Brøde
I Lænker Livet holdt.
Her ingen gamle Minder
Befrugte kan min Sands;
Ei nye Blomster finder
Jeg til at binde Krands.
Men under slig Omstændighed,
Som ikke just er Skjers, —
Der hører stor Behændighed
Til ret at gjøre Vers.
— Dit Ønske dog, som sagt er,
Vil jeg imøde gaae
Og gjøre, hvad jeg magter,
Skjøndt sagtens saa som saa!
Saa vil jeg da forsøge,
Skjøndt Dreieren er trang,
Om, fjern fra Sjællands Bøge,
Min Lire end har Klang.
Saa vil fra denne Time
Ved Kunst jeg prøve paa,
Om mine Ord vil rime
Og Versets Fødder gaae.
Men — avler saa min Flittighed
Kun matte Frugter frem,
Maa Du paa din Samvittighed
Til Forsvar tage dem.