Denne ene Dag i Aaret
Har jeg mig til Fest udkaaret,
Og jeg tænder Glædens Fakkel
I vor Vandrings Tabernakel.
Men min Glædes Offerluer
Høit mod Herrens Tempelbuer
Mild og klar sin Virak svinger
Og min Tak til Naaden bringer!
Thi hvad jeg har sagt i Sange, —
Daarligt nok, men mange Gange, —
Varmt og ret af Hjertet kjærligt, —
Uden Omsvøb, aabent, — ærligt, —
Skal paa hver af disse Dage
Festens Ønsker glad ledsage:
„Du har gjenkaldt mig til Livet,
„Da jeg bøiet laae som Sivet;
„Du har hævet mig fra Dybet,
„Hvor jeg krymped mig som Krybet;
„Med mit Indre mig forsonet,
„Hvor Fortvivlelsen alt throned;
„Du har min Bevidsthed vækket,
„Som i Dvale, sky og skrækket,
„Liig en Synder blandt de Døde,
„Saae sin Jammerstid imøde;
„Du min Tanke har forynget,
„Tusind Blomster har Du slynget,
„Yndigt smilende og søde,
„Hvide Lilier, Roser røde,
„Om min Harpe, saa dens Strænge
„Dufted deraf længe — længe!”
Passe da til disse Fester
Mørke Tanker vel som Gjæster?
Nei! høit over Stjernevrimlen
Jubler Sangen Tak til Himlen,
Hvorfra Han, den Evighøie,
Med en Faders milde Øie
Saae til mig, den fast Fortabte,
Og mig her en Himmel skabte,
Hvis Velsignelse jeg før ei kjendte!
— Ak! mon jeg den vel fortjente?