Christian Winther (1796–1876)

Modtag den Laas, som snart maa lukke

For Grovhed, snart for Smigerord;

Snart for et Hjertes ømme Sukke,

Snart for en Regning, fæl og stor;

Snart klynker under den en Tigger,

Snart lokker os en Priiscourant;

Snart der en Blomst, en Knude ligger,

Som listigt os til Bøde bandt;

Snart gjemmer den, hvad alt vi vidste,

Snart noget ganske Nyt og Rart,

Snart fra det Første til det Sidste

Et Øde, vindigt, tomt og bart.

        Hvad selv Du under Laasen lægger,

Det kommer jo den lige Vei

Fra Hjertet — og et Hjerte vækker, —

Med Længsels Hast man Seglet brækker, —