Vor Skjebne er kun den at svinde,
Vort Liv er til kun for at tabes;
Men deri bør vi os jo finde, —
Alt har sit Maal, hvortil det skabes.
Meest gjælder det dog om den Maade,
Hvorpaa vort Maal skal naaes i Verden;
Mig er nu løst den store Gaade, —
Fortryllende og yndig er den.
Jeg jubler høit, jeg sødt mig glæder,
Mens Stolthed i mit Indre brænder,
Fordi mig times skal den Hæder
At svinde mellem dine Hænder!