Føler Du den svale Luft
Svævende herhid fra Voven?
Sporer Du den friske Duft
Trindt opfylde Sommerskoven?
Hører Du den Fuglesang
Mellem Bøgens grønne Grene
Blande sig med Bølgens Gang
Over Strandens blanke Stene?
Seer Du dette fjerne Blaae
Liig en Længsel, uden Skranke,
Som en hellig Hvælving staae
Fuld af Øieblikkets Tanke?
Aner Du den dybe Ro,
Freden, den usigelige,
Der som hvide Alfer to
Stille, milde her nedstige?
I den lange kolde Tid
Skal det sommerlyse Billed
Gjøre Vintrens Strenghed blid
Og dens Barskhed saae formildet.
Du, som med saa kjærligt Sind
Al Naturens Skjønhed favner,
Læg din egen Tanke ind,
Hvis dit Hjerte Noget savner!
Voven vil det vugge blødt,
Og paa disse lune Gange
Skal det mindes veemodsødt
Sine favre Barndomssange.
Drøm en Sommer, blid og øm,
Glem de vilde Stormes Tale,
Til Du vækkes af din Drøm
Huldt af Vaarens Nattergale!