Over dit Hoved, over din Fod,
Over dit fjære, søde Øie
En Skjerm der vogter tro og nøie,
Som aldrig Dig endnu forlod:
Og det er Ynden, — denne Engel,
Som følger Alt, hvad der er smukt,
Hver Fuglesang, hver ædel Frugt,
Hver Rosenstok, hver Liliestængel.
En anden Skjerm behøved Du ei
Til Værn og Vagt paa Livets Vandring,
Og uden Frygt for en Forandring
Du træde tør din maalte Vei.
Men der er andre stærke Magter,
Som stundom kunne Dig genere;
Du tager dem for, hvad de ere,
Og Øieblikket Du foragter:
Om Solen straaler nok saa fyndigt
Og truer ved sit skarpe Lyn
At blænde grumt dit klare Syn,
Saa vandrer Du dog lige yndigt.
Men — falde Himlens Taarer ned,
Saa lad dem falde her paa Skjermen!
De bør ei blande sig med Sværmen
Af dem, hvoraf dit Hjerte leed;
Thi de er hellige, thi Kjærligheden
Fremlokked dem, — de er et Frø
Til Blomstring riig, som ei skal døe,
Men møde Dig i Evigheden!