Lad dem prise Laurens Blade,
Lad dem love Egens Kraft,
Lad dem juble, lad dem glade
Sjunge Rankens stærke Saft;
Men som yndigst Pryd for Jorden
I den rige Skabnings Rad
Blomstrer dog fra Syd til Norden
Myrthens Qvist og Rosens Blad.
Laurens dunkle Grene smykke
Som en Krone, strengt og stolt;
Egens Folkeblade stygge
Ædelt, ærligt, sundt, men koldt;
Og til kummersyge Hjerter
Rækker Ranken sin Mixtur,
Dulmer Timens bittre Smerter
Ved sin hulde Slummerkuur.
Men hvor Myrthens lune Skygge
Sig om Elskovsrosen slaaer,
Der er sødt at boe og bygge,
Naar kun To og To man gaaer;
Thi en evig Drøm kan drømmes
Under Myrthens Baldachin,
Og en evig Ruus kan tømmes
Dybt af Rosens røde Viin.
Evig Drømmen — thi den kommer
Ned i hvert et jordisk Bryst
Jo fra Evighedens Sommer,
Fuld af Anelser og Lyst;
Evig Rusen, som vi tømme —
Thi fra Paradisets Bo
Af dets stærke, søde Strømme
Fyldes Rosenbægret jo!
Drik det ud! opsæt det ikke!
Livet er en snel Bedrift!
Snart skal aabnes Alles Blikke
For dets dunkle Gaadeskrift.
Rigt skal da vor Idræt lønnes
I den nye Morgenstund,
Og vor Myrthe evig grønnes,
Rosen blusse frisk og sund.