1.
Jeg meget saae paa denne Jord,
Og al dens Skjønhed fast jeg kjender,
Men intet dog saa sødt, jeg troer,
Som disse spæde Frøkenhænder.
2.
Hvad er Carraras Marmorbrud?
Hvad Alpens himmelrene Flade?
Det er kun Graat i Graat, ved Gud!
Mod disse varme Lilieblade.
3.
Hvad er det Hvideste af Hvidt?
Hvad mon med mildest Flamme brænder?
Hvad Blødest vel af Blødt og Blidt?
Jeg svarer frit: Mathildes Hænder!
4.
I Fingrene, dem alle ti,
Forskjellig Characteer sig præger;
Og i hvor yndig Harmoni
Een Aand dem alle dog bevæger!
5.
De ligne Skyen, hvid og let,
Der sagte sig for Stjernen lægger, —
Hvor bliver ei mit Billed ret,
Naar hendes Øine de bedækker!
6.
Den hvide Finger tidt blev lagt
Paa Læberne, de Ordforødere;
Men Øiet, trods den skjønne Vagt,
Fik talt saameget desto sødere.
7.
Din Haand er som et lukket Brev;
Lyksalig Han, som tør det bryde!
Hver Hieroglyph, din Stjerne skrev
Deri, skal ham hans Held udtyde.
8.
Den er et helligt Document,
Der borger for hans Hjertes Lykke,
Og salig han sit Stempels Prent
Vil med sin Læbes Segl paatrykke.
9.
Men puur og skjær, som Rosens, maa
Den Læbes varme Purpur være,
Der tør sin Andagts Offer paa
Et saadant Altarbord frembære.
10.
Hvad jeg kun først udtænke maa
Og grunde paa en dyb Erfaring,
Vil Han, begeistret, strax forstaae
Som ved en himmelsk Aabenbaring.
11.
Nys hendes Læbe skrev et Brev —
Et Afskedskys — til en Veninde;
En snehvid Due Haanden blev,
Som vidste, hvor hun var at finde;
Den flagred flink i Luften hen,
Men vendte hurtig, bly tilbage,
Og fløi — og kom —, for ret igjen
Sit søde Budskab at gjentage.
12.
Den Høire ei at vide faaer,
Hvad i den Venstre fiint er tegnet,
Hvor Kjærlighedens Gud hvert Aar
For sig og Hende har beregnet.
13.
Den Venstre — aldrig aner den,
Hvad Mildhed vel den Høire øver;
Men Hjertet, som den tause Ven,
Staaer mellem dem, og raader, prøver.
14.
Jeg veed — hvad tidt jeg grunded paa —
Hvoraf det dog vel kunne komme,
At de er begge lige smaa,
Og lige bløde, lige fromme:
Som Tvillinger, de begge to
Nød lige Tugt i Sorg og Gammen,
Og hist i Templet see vi jo,
De holde deres Andagt sammen.
15.
I denne Alabaster fiin —
Jeg tænkte, da jeg saae dem begge, —
Tør man, som i et Helgenskriin,
Et Liv, en Evighed nedlægge.
16.
Thi vist jeg veed: i Himlens Bo
Mod Herrens Straaletempel vender
Ei nogen Lysets Engel to
Meer uskyldshvide, fromme Hænder. —
17.
Hvad henrykt sværmet har min Aand
Om ubeskrivelige Hænder,
Jeg ved en anden elsket Haand,
Min ædle Frøken! her Dem sender;
18.
Thi Hendes Ønske var et Bud,
Hvis Almagt ydmyg jeg erkjendte,
Paa hendes Vink jo Sangens Gud
Mig fordum tidt sin Flamme sendte.