Hil sidde I, Herrer og Fruer!
Som flette en spraglet Oval,
Hvor Kraften og Skjønheden luer
Høit i den forgyldene Sal!
Hvor skal jeg min Lovsang fremsende?
Mit Hjerte knap kjender sit Maal!
Skal jeg til hver Rose mig vende,
Hvad heller til blinkende Staal?
O! Rose, du rødeste Blomme!
Du spirende, duftende Guld,
O! Rose, du hvide, du fromme,
Du Stjerne, nedfalden i Muld!
Skjul dybt eders tindrende Øie,
Og rødmer kun ydmygt i Løn, —
Thi Skjønhedens Himmel, den høie,
Her straaler mod Strengenes Søn.
Du Eeg med den knudrede Stamme,
Du Palme, med blomstrende Fjer,
Du Bjerg, som er evigt det Samme,
Du Iisfjeld, med gnistrende Spær,
Jer Kraft, som kun hviler forstenet,
Hos Ridderen luer med Liv,
Med Ziirlighed blev den forenet
Ved Elskovs almægtige Bliv!
Op! blomstrende Herrer og Fruer!
Skalmeierne kalde til Dands;
Hvor Kraften hos Skjønheden luer,
Der flettes den sødeste Krands;
Høit Natten udstak sine Fakler,
Den vinker til sværmende Lyst;
Viid, Kærligheds søde Mirakler
Ret læres kun Bryst imod Bryst!