O, Phantasie! du rige Fugl, som sidder
I Dschinnistan paa gyldne Green,
Og frydes ved betydningsfulde Qvidder,
Der strømmer fra din Strube reen,
Imens du nipper af de søde Frugter,
Som glimre under Bladets Læ,
Og drikker af det Sølvervæld, der bugter
Om Kundskabs eviggrønne Træ:
O! sving dig gjennem Luftens Saphirstrømme,
Og sæt dig her paa Liliens Barm,
Og lær mig een af dine dybe Drømme,
Lær mig din Sang, saa stærk og varm!
Saa lød min Bøn! — da hørde jeg en Susen,
Saa mild som Ætherharpens Klang,
Som fjernt i Nattens Taushed Bølgens Brusen
Der ruller mod den dunkle Vang,
Mit Hjerte slog som Elsk’rens ømt og bange
Ved Elskerindens Klagesang,
Og mine Sukke blev saa vemodslange
Som hendes Kys den første Gang.
En herlig Glands fra Østen ud sig spredte
Som smeltet Guld med Purpur i,
Fra Glorien Phønix sine Vinger bredte,
Og fyldte Alt med Melodie.
Den daled’ ned fra Himlens Azurzoner,
Og sad paa Liliens Jomfruskjød,
Den rystede sit Hoveds Demantkroner,
Og mig en sælsom Frugt tilbød.
Jeg lagde Tryllebærret paa min Tunge,
Da strømmed Luer til min Barm,
Jeg hørde Fuglen underfuldt at sjunge,
Imens den vugged Liliens Karm.
Da stimled’ Taagesyner op af Jorden,
De myldrede fra Himlen ned,
Og tumlede sig om i vild Uorden
Liig Brændingen ved Havets Bred!
Mit Blik blev klart! — jeg saae igjennem Vrimlen,
Den mørke Aand, som styred’ Alt,
Kun sjelden gjennem sorte Sky fra Himlen
En lille venlig Straale faldt.
Alt Landet vidt og bredt var vildsom Hede,
Hvor Tidslen høi paa Agren stod,
Hvor Herremanden skjalv for Bondens Vrede,
Der fordred’ Frihed eller Blod.
Hist strakde Leiren ud de hvide Telte
Med Faner, Krigsraab, fjern og nær,
Stridshingsten steilede, og frisk fra Belte
Drog stærke Mænd de brede Sværd.
Hos Marketentersken høit sprudled’ Vinen,
Og Terningen paa Trommen sprang,
Et pudsigt Qvad lød flink til Violinen,
I Vals sig Karl og Pige svang.
I Borgesal jeg skjønne Frøkner skued’;
Og Bondepigen ved sin Teen, —
Hver græd for al den Vee, som Landet trued’,
Og bitterligt for endnu Een.
Den røde Hane goel, og slog med Vinge
Ud over Slot og Bondeby;
Hei! Bøssers Knald, og Lyn af blanken Klinge,
Trompeters Skrald blandt Vaabengny!
See, Flugten strømmed’ voldsomt over Broen,
Ak! nøgne Qvinder, spæde Børn!
Men Bønderflokken styrted’ frem af Loen
At møde Kampens grumme Ørn.
Imod Soldatens Flint og Hellebarde
De førde Pleiel, Fork og Lee;
I Nattens Mulm Landstormens lyse Varde
Fra Høi til Høi jeg kunde see.
Paa Mark, i Skov, ved Møllen dybt i Dalen,
I Kroen ved det fulde Kruus,
I Borgestuen og i Herresalen
Den fæle Tvedragt svang sit Blus.
Der gik en mørk Gestalt igjennem Stimlen,
Nedlagde lumsk sit Helvedraad;
Dog stundom steeg, som Soning, op mod Himlen
En lysende og herlig Daad.
Thi Kjærligheden sneeg sig øm og bange
I Ondskabs skumle Labyrinth;
Snart vandt den Kraft paa sine Pilgrimsgange,
Og trodsed’ Mørket kjækt og blindt.
I Stormens Larm den hæved’ sine Sange,
Og lysde Haab i mangen Vraa,
Den Tvedragts fule Dæmon tog til Fange,
Og lod saa Fredens Time slaae.
Uveirers Sky sank ned i Mørkets Gruber,
Og Landet blev en festlig Sal,
Hvor Krigens Pauker og de blanke Tuber
Klang høit til skingrende Pokal.
Paa rette Hoved Kronen sad, den blanke,
Alt blev saa tyst; — fra hver en Hu
Jog Friheds søde, hellighøie Tanke
Hvert Minde om den svundne Gru!
Da vaagned’ jeg, og Fuglen var forsvunden,
Fra Søen vifted’ Morgenvind,
Jeg sad saa eensom, tankefuld i Lunden
Med inderligt bevæget Sind.
Da voved’ jeg at strække mine Hænder
Til Harpens gyldne Straalerad,
Og aanded’ ud den Ild, i Hjertet brænder,
Med salig Fryd i dette Qvad!