Lad Tonerne svinge
Sig op mod det Blaa;
Thi Sangen har Vinge
For Himlen at naae;
Til Jorden den lokker
De Himmelske ned, —
See, Sværmen alt flokker
Sig rundt om vort Fjed!
De smaa Amoriner —
Knap har vi dem kaldt —
Med listige Miner
Omringe os alt.
De vinke, de smile
Os Smerte og Lyst,
Med stammende Pile
De true vort Bryst.
Ak, lad dem kun tænde
Vort Hjerte i Brand;
Vi Lægedom kjende.
Som lindre den kan;
Bacchanter hiddandse
I svimlende Drøm,
Med svalende Krandse,
Med Druer i Strøm.
O vee! det fordobbler
Vor Qval og vor Lyst;
Vildt bruser og bobler
Os Blodet i Bryst;
Dets Flamme bebuder
Kun Afgrund og Død —
Forbarmende Guder!
O, hjelp i vor Nød!
Det glimter i Luften
Saa blændende rødt,
Og Blomsten i Duften
Udaander sig sødt.
Dybt anende bæver
Den undrende Jord,
Livsaligt nedsvæver
Nu Helicons Chor.
Med Toner de kjøle
Det sydende Blod,
I Barmen vi føle
Nyspirende Mod.
De sangrige Piger
Os favne saa ømt,
Og Qvalen bortviger,
Som havde vi drømt.