Italiænsk Genrebillede
Efter Catels Maleri
Efter Catels Maleri
Mildt en Sommerluftning svæver
Op fra Havets mørke Blaa;
Stolt Cypressens Taarn sig hæver,
Pignen mon sin Skjerm udslaae.
Solens Ild, de fine Lufte
Trænge gjennem Frugt og Blad;
Stærkt Orangens Guld maa dufte
I det rene Himmelbad.
Kilden risler, snoer og svinger
Sig om Klippens brune Krop;
Middagsklokken yndigt klinger
Hist fra Nonneklostret op.
Korset blankt paa Taarnet glimter
I den fjerne, store By;
Hvide, spændte Seil jeg skimter,
Bjerget, med sin lette Sky.
Her paa Skrænten vil jeg hvile,
Lystent aabne hver en Sands,
Og mig lade huldt tilsmile
Af den rige Skjønhedskrands.
Hørtes ikke hist en Stemme?
Det var tæt herved, den lød!
Hver Accent jeg kan fornemme, —
Ak, hvor smigerfuld og blød!
„Tys, Vincenza! lad ham ride
Først et lille Stykke bort;
Noget, som han ei maa vide,
Vil jeg Dig fortælle kort.
Ned ad Bjergets steile Side
Æslet gaaer sin jævne Gang.
Synger Han? — Det kan jeg lide!
Mig beroliger hans Sang.
Er Du træt i Dine Hænder?
Hold kun ud en lille Stund,
Ind til Apelsinen render
Overgivent til Din Mund;
Fuld er Kurven da, min Lille!
Og da har jeg Dig fortalt,
Hvad jeg just fortælle vilde, —
Skjøndt det aner Du vel alt?
Giv — det er, hvad jeg vil sige, —
Mig Dit Hjerte, Haand og Tro!
Bygges ei paa Himmerige,
Naar vi gifte os, vi To?
Immervæk jeg var saa bange,
At en Anden — han, som red
Nys herfra, — Dig skulde fange
Ved sin sledske Venlighed.
Siig, Vincenza! har jeg svigtet
Nogen Pligt, som Elskov bød?
Har de Sange, jeg har digtet,
Ikke tolket Dig min Nød?
Jo, i Nattens Mulm min Cither
Tidt Dig klaged, hvad jeg led;
Mens fra Vindvets lille Gitter
Du paa Gaden titted ned.
Jeg Din Dør har tidt bekrandset;
Og — har nogentid i Qveld
Jeg med andre Piger dandset,
End med Dig, en Tarantell?
Jeg har taalt — nær ved at græde —
At Du sang og gik til Dands,
At Du tidt forjog min Glæde,
Bitter som en Pommeranz.
Pier-Anton, min Fader, siger
Selv, at Du er een af dem
Blandt de unge Dalens Piger,
Jeg tør føre til vort Hjem.
Du for ung? — Ak, just det Bedste
Banen vorder lang, — men sød:
Hjertets Blomst bør Roden fæste
Midt i Ungdoms Morgenrød.
Saa! — her lægger jeg den Sidste!
O, hvor lykkelig jeg var,
Hvis — Vincenza! om Du vidste —
Søde! faaer jeg intet Svar?”
Intet Svar fik jeg at høre,
Skjøndt jeg skjærpede mit Blik
Og jeg spidsede mit Øre; —
Parret ned ad Bjerget gik.
Først en Hvisken lød, saa Latter
Muntert op fra Stien klang; —
Og jeg fløtted Staven atter
Paa min skjønne Pilgrimsgang.