Hvad vil den Strøm af Toner vel,
Som ængster grufuldt her min Sjæl?
Hvad har jeg gjort, at jeg har sænket
Mig i den Hvirvel ned,
Hvor Alt, hvad jeg paa Jorden led,
Alt, hvad mit Hjerte dybest krænked,
Nu lever op med Haan og Latter
Og knuger sig om Hjertet atter?
— Hvor yppigt Tonerne fremlyner —
Som en Savannas geile Urtepragt
Ved Vaarens Tid af Slummer vakt,
Saa myldre for mit Øie fæle Syner.
Natur? — og Sandhed? — Poesie?
I denne Op- og Nedad-Tumlen?
I denne Hylen, Brølen, Mumlen?
Kan I vel nære jer deri? —
Paa dette usle Ordstillads?
I disse vrængede Gestalter,
Hvor tusind Arlecchino-Pjalter
Af Toner er den hele Stads?
Er det en sund Begejstrings Flamme,
Som føder dette evig Eet og Samme?
Og denne Løgn af Ord og Klang,
Er det et rigtigt Hjertes Sang?
Skal dette være lystigt? — Det er Griin
Er dette Suk? — Det er et Hviin!
Er dette Smerte? — Det er Krampe,
Fremkaldt ved giftigtunge Dampe,
Der hæve sig, som fra en Gravruin,
Bevoxt med spættet-røde Svampe!
Hvor er jeg? — i en lummer Halle;
Stærkt blænder mig den store Lampe
Med skarpe Blus, hvis Straaler falde
Paa Sværmen ned, den drukkenglade,
Der ør med Tummel fylder Huset,
Som naar de travle Biers Stade
Med antændt Svovl man har beruset.
— Udlevede Herrer hist! som sværme
For denne Sangerindes stærke Bryst,
Og finde Poesiens fulde Lyst
Bag disse skovbesmurte, stygge Stjerne!
Ah, den Natur, den passer just
For Hjerters Speil, hvor Levelystens Rust
Har lagt sig tykt, som Mos paa Muren,
Og slettet ganske ud Naturen! —
Hist sniger sig den sittrende Hysterie
Krampagtigt om, og vildt bedaarer
Med sine hede, falske Taarer.
Foreent til Eet med Sangens Lefleri
Staaer Sangeren med hiin i Pagt
Og øver al dens skumle Magt! —
Der sidde de, de stakkels Qvinder,
Med Øiet svømmende, med Kinder
Snart sandseblussende, snart bleged’
Af denne Smertekildren fød og blød,
Der sittrer gjennem Barm og Skjød:
„Det er en Mand! — Han synger ud af Skjæget!
„Og Skjæget, see, hvor sort! — o, han er skjøn!
„En Guddom! tryllende og deilig!
„Jeg skjænker ham, saa dybt bevæget,
„Min Rose, som hans bedste Løn —
„Der kom Finalen just beleilig!”
Og Tonen strækker han saa milelangt,
At deres Hjerte bliver ømt og trangt, —
De tabe Veiret — som alt med Varme
Han pressed dem i sine Arme!
Blaseerte Hjerter! I maae rystes,
I føle ellers ei, — og Sukket,
Som fordum let har Eder vugget,
Maa pinefuldt nu af jert Indre krystes;
I denne Malstrøm maae I snoe og vende,
I denne grimaceerte Jammer
Jert eget slappe Jeg gjenkjende,
I disse vammelsøde Phosphorflammer
Af en forskruet Elskov brænde!
Tørt er mit Øie — Kinden staaer i Brand —
Gud hjælp — og frels mig min Forstand,
Thi Tanken svimler alt paa Vanvids Rand —
Min Tinding banker — Hjertet sprænges —
O — efter Luft og Taaredug det længes! —
Ud! — bort herfra! — — —
— — — O, Nattens Himmel
Med sorte Sky, med kolde Byger,
Med Storm, som over Heden fyger
Og leger vildt med Løvets Vrimmel,
Du kjøle Febren i min Sjal,
Du aabne for min Taares Væld!
Velsignelse derfor! Jeg føler ret
Mit Hjerte frit, min Aande let!
Den Rædsel, den er sand, den Klage
Alvorlig, dyb — hvad vil jeg meer?
Igjennem Mulmets Koglerier seer
Jeg hist den pandserklædte Macbeth drage,
Og al den Skræk, som Dybet eier,
Hvor Djævle juble, Helved leer,
Og ved sin egen Latter farer sammen,
Staaer klart for mig i Hexeflammen
Ved disse Toners ægte Seier! —
— Men Stormen tier, — bag Skyen hist
Fremtitte Stjerner, Gnist ved Gnist;
Høitideligt bag dunkle Krat og Fjelde
Den røde Maane seer jeg qvælde.
Fra Borgen ned ved Midnatstid
En Skygge svæver, lang og hvid
Paa Toners Flugt, hvori al Vee,
Som et usaligt Hjerte rummer,
Udtaler sig, mens hist af Slummer
Smaa-Alfer vaagne for at see
Og lytte, — mens bag Rosenbække,
Der sig langs Borgens Have strække,
Den lille Amor gi’er sig til at lee! —
Alt Solen straaler over Vang;
Histnede dybt i Dalens Skjød,
Hvor Vandet svinger Møllens Hjul,
Der lyder skjemtefuld en Sang.
Hvor jubler den! — o, jeg maa juble med
Hvis jeg for Latter kan! — Jeg iler ned
Til Byen der ad denne Skyggegang.
Ved Kroen her jeg vil mig blande
I Sværmen; hvor de slaaes og bande,
Og klage ser Chirurgen, der
Sig vever dreier hist og her,
Ironisk trøster Een og Hver
Og læger Næse, Kind og Pande,
Mens Jægeren sig skjelmsk mon snige
Med søde Toner til sin Pige,
Og skræmmer Livet af den Tykke,
Der glemmer ved en Steg sin Elskovs Lykke!
— Her føres jeg til Østerland
Paa disse rige Tonevinger;
Og snart med Alvor de mig bringer
Til Kjæmpehøien hist ved Nordens Strand;
Snart Folkets Tanke ærligt klinger
I dette jævne, snilde Qvad,
Som om det klang fra Mark og Tale,
Og snart som ømme Nattergale
Det til mit Hjertes Dyb sig svinger.
En evig Guddom staaer ham bi,
Og overalt der Sæd nedlægges,
Som i min evigvakte Phantasie
Til Liv og Virkelighed vækkes!
Der er en Rigdom her af Poesie;
I Vexelglands jo disse Toner tale,
Imens de skildre, tegne, male.
Hvi mægte de at naae mit Hjerte?
Hvi kan de løse al min Smerte?
Mens Læben leer, mens Hjertet bløder
Ved Sorg og Lyst — hvi nærer de og føder?
Hvi vække de min høie Latter
Og sænke mig i Veemod atter?
Hvorved? hvordan? — ak, der er Poesie,
Og der er Sandhed og Natur deri!
See, hver en Characteer staaer fri,
For sig, selvstændigt klaret,
Som af en Guddom aabenbaret
Og viser tydeligt, at ned de stamme
Fra sand Begeistrings og Geniets Flamme,
Som aldrig dvæler ved hiint Eet og Samme.
See! Alt har Snndhed, Dybde og — en rigtig Mening;
Samvævet i en huld Forening,
Hvad der i Sang og Tale er beslægtet,
Ved Harmonien har hinanden ægtet;
En reen, en evig Lov og Aand
Velsignet har det skjønne Baand.
Heel tankefuld jeg stiger op,
Til Kirken hist paa Høiens Top,
Og blandt de andre fromme Gjester,
Der under Korsets sikkre Læ
Andægtigt bøied deres Knæe,
Jeg atter høre vil min Mester,
Der i sit eget Reqviem,
Saa dybt, saa fuldt af Himmelsk Længsel,
Saa rigt paa Trøst for Hjertets Trængsel,
Har manet for vor Tanke frem
Den søde Fred, som, fri fra Længsel,
Hans Sjæl nu har i Evighedens Hjem!