Nu har jeg da mange Gange
Dybt i den kolde Vinters Skjød
Omflagret Dig med mine Sange,
Som Bien om en Kløver sød.
Mens Tanken altid er den samme
Og aldrig den kan blive Træt,
Er Vingerne dog næsten lamme,
Saa Flugten ei kan være net.
Det er saa drøveligt et Skue,
Naar en forældet Voltigeur
Vil siirligt svinge sig i Bue,
Men staaer paa Pletten stiv og tør.
Før som en Bæk fra Fjeldets Side,
Som fra en Buestræng en Piil,
Brød Sangens Toner stærke, blide
Sig Vei til Taarer og til Smiil.
Tilgiv, at nu saa langsomt, stille
Den gaaer sin Vandring til dit Bryst!
En Sangfugl mister jo sin Trille
Og Fjederpragt, naar det er Høst.
Er Sangens Vingeslag da lamme,
Saa Flugten ei kan blive net,
Er Hjertets Slag for Dig de samme,
Og det kan aldrig vorde træt!