Man sætte Rosenstokken hen i Kulde,
Den døjer Ondt, saalænge Vintren varer,
Men netop derved den sin Kraft bevarer,
I Vaaren faaer den Knopper mere fulde.
Og derfor var det ogsaa jo, du skulde
Dig tumle mellem Havets Bølgeskarer,
Og høre Stormens vildeste Fanfarer,
For blomstrende at komme hjem, Du Hulde!
Skjøndt nu det alt mod Vintrens Tider stunder,
Skal dog mit Hjertes Trofasthed dig være
En Vaar saa varm, mens Somrens Stjerne blunder.
Som Rosen skal dit Hjerte Blomster bære,
Men Blomsten hedder Fred; — og mig Du under
Et venligt Smiil fra dine Øine kjære!