O, Lindetræ! med ranke Krop,
Med kongelige Krone, —
Du skal os ved din grønne Top
Med Skovens Savn forsone.
Du har nu seet saa mangen Slægt
Omkring din Stamme vandre, —
Ei mægted Aldrens tunge Vægt
Din Ungdom at forandre.
Lær os at gjemme, hvis du kan,
Som du, et freidigt Hjerte, —
Da kan vi vandre vidt om Land,
Og lee ad Savn og Smerte.
Lad Verden kun gaae op og ned,
Lad Skjæbnens Strømme bruse, —
Her i dit Læ er lystig Fred
Og trofast Sind tilhuse.
Du breder grøn din Vinge ud
Hvert Foraar og hver Sommer, —
Vor Stamme først faaer nye Skud,
Naar Efterhøsten kommer.
Fidel er du, som alle vi,
Regentsen er vor Moder, —
Dit Sind er sundt, din Tanke fri,
Og hver Student din Broder.
Taus og forsigtig stod du smukt
Med grønne Fjer i Hatten, —
Naar tidt Studenter gik i Bugt
Hver til sin Gang om Natten.
Dit Øielaag du tidt opslog
I Morgenlampens Lue, —
Og gav Studenten ved sin Bog
En Hilsen i hans Stue.
Og hørde du et Pereat
For mangen cras Philister, —
Da har du Fyren ærligt sat
I sorte Bogs Register.
Men blev en ægte Musasøn
Et Jubelhurra givet, —
Da rysted du din Fane grøn,
Og Hjertet slog i Livet.
Og hørde du et liflligt Qvad
Til Skjønhed og til Druen, —
Da hæved du din Pande glad
Og stolt mod Stjernebuen.
Med Øiet høit mod Himlen blaae,
Med Foden dybt funderet, —
Saa høit og dybt, som Tanker gaae,
Vi veed, du har studeret.
Og derfor du, trods nogen Mand,
En Doctor os skal være, —
Og Vaaren, naar den gaaer i Land,
Hvert Aar dig skal creere.
Ei spørges Facultetet om:
Hvor høi du vel tør være? —
Du sender ikke Bud til Rom,
Hvad Farve du tør bære?
Thi Sort og Rødt og Violet
Er Farver, du foragter, —
Det frie Grønt er nok saa net,
Naar frit man det betragter.
Men skal din Stjerne dale brat
Engang i Tidens Bølge, —
Studenternes Hurra! Godnat!
Dig skal i Graven følge.