Maanen og dens Moder
Ideen laant
Ideen laant
Hvorfor nu Maanen gaaer paa Himlen
I næsten drukken, halv sværmerisk Svimlen,
Saa blank om Næb, saa rød i Kammen,
Saa blussende, som naar Madamen
I Kjøknet har holdt Rettergang,
Som Degnen efter Aftensang; —
Hvorfor den rødmer, bly og bange,
Og skjuler sig bag hver en Sky,
Naar den om Aftenen skal gange
Sin Bane over Land og By; —
Hvorfor den er saa sky, befippet
Som Pudelhund, om Vintren klippet,
Som en Declamateur i Knibe —?
See — det kan De jo let begribe!
Ei glemmes, hvad i Ungdom næmmes:
Den nøgen er — fra Taa til Toppen,
Den eier jo ei Pjalt paa Kroppen,
Og det er derfor, at den skjæmmes. —
Engang i gamle, gamle Dage
Den traadte til sin Moer med Klage:
„Ak, Moer! det er saa koldt om Natten,
Har jeg ei Febren, har jeg havt ’en!
Før var jeg fed og rund og prægtig,
Nu er jeg tør og smal og smægtig,
En vindtør Skolemester liig;
Jeg fryser nu saa gyselig
Om mine Fimre! — Sy mig dog
En Kjole! — Du er snild og klog.”
„Min Søn”, sa’e Moderen, „ja gjerne:
Du er saa lille som en Stjerne,
Der gaaer ei meget Klæde til;
Kom hid, jeg strax dig maale vil!
See saa, — Vorherre dig bevare!
Gaa nu og skin, — kom saa igjen.
Lys kjønt for Jorden hist, vor Ven,
At den kan Lygteskatten spare;
Hvo ret sin Næste tjene vilde,
End aldrig kommen er for silde!”
Saa gik da Maanen og tog til!
Men, da den atter kom tilbage,
Da skulde De kun hørt et Spil,
Hvor Damen hun tog paa at klage:
„Men, Herregud! hvad er dog dette,
Min Søn? Jeg alting maa opsprætte,
Og sye den hele Tingest om;
Den er dig altfor stram og snever.
Før var du tynd og fiin og vever,
Nu har du jo en Istervom,
Som sad du i Borgmesterdom! —
Driv af igjen!” — Og Maanen gik
Med meget melancholske Blik.
Nu tog den af, og blev saa slank
Som Pog af Grammatik og Bank,
Som Almeensikkerhedens Gjæst,
Som en traineret Fuldblodshest,
Som Vesterkantens sultne Præst.
Da den nu atter kom tilbage,
Og stilled sig for Fruen frem,
Da kan De sagtens tænke Dem,
At hun blev bøs: „Har man seet Mage!”
Hun tordnede med Fynd og Klem,
„Vil du paa mine gamle Dage
Mig gjække saa? See kun, hvor siid
Som Humlesæk den Kjole hænger,
Den er jo næsten meget længer,
End Ariankes Slæb, og viid
Som Damers Ærmer nuomtid!
Vil du mig tage saa ved Næsen?
Du fejler stærkt, ifald du troer,
Jeg taaler længe dette Væsen;
Ei nogen Studios paa Jord
Behandler saa sin gamle Moer
Som du, med Frækhed og Fadaisen.
Mig holder du ei meer for Nar!
Rend nu omkring til Folks Spektakel
Saa nøgen, blot og blank og bar,
Som Gud har skabt dig, dumme Stakkel!”
Dybt Maanen sukkede; — og rød
Den hæver nu af Havets Skjød
Sig ængstlig, som en Supplicant,
Som en Student med Niels Contant.
Det bedste Raad for Staklen var,
Ifald han tog en Ægtemage,
Da vilde han ei mere klage;
Thi flink og from og reen og klar
Hun kunde da i Læ af Skyen
Hans Kjortel skjære til og sye ’en.
Men Stjernerne paa Nattehimlen
Ei kunne bøde paa hans Savn;
Hans Mage findes kun i Vrimlen,
Der straaler huldt i Kjøbenhavn.
Thi er min Bøn til alle Skjønne, —
Som elske Maanens Blik, hvis Bryst
Dens Straalebad har ydet Trøst,
Som mindes, at den ofte blid
Bag Skyen gik — til rette Tid, —
At de taknemligt den vil lønne.
Jeg vil mig regne høit til Ære
Postillon d’amour at være,
Besørge Brev, — hvis Nogen vilde —?-
O vee! De tie alle stille!
Men — jeg forsikrer Dem, jeg venter
Med Fodpostmanden nok saa net
I mangen nydelig Billet
Min Bøn opfyldt med Renters Renter!