Ned rasled de visne Blade,
Violette, gule, graae;
I Søens mørkeblaae Flade
Sig Himlen veemodig saae.
Markerne vare saa øde,
I Skoven Taushed og Fred;
Mat Solens Straaler fløde
Gjennem blege Løvværk ned.
I Parkens krumme Gange
To Damer langsomt gik;
De dvæled, som skye og bange,
Med sorgomsløret Blik.
Den Yngre førte i Lunden
Den Ældre, venligt og smukt;
Men falmet var Kinden og Munden,
Og Øiets Ild var slukt.
Og som de gik langs Hegnet,
Den sorte Sørgedragt
Saa underligt sig tegned
Paa Løvets brogede Pragt.
I deres Ansigt malet
En hemmelig Smerte stod;
Tidt Læben vilde talet,
Men ei den havde Mod.
Tidt var det, som de standsed,
Men havde dog ingen Ro;
Som det, den Ene sandsed,
Bevæged dem begge To.
Og ved den klare Kilde,
Der lige vever og glad
Lod sin Perlestraale trille
Nu over det visne Blad;
Der stod de, og eet Billed
Sig maled for Begges Sind;
Som nylig her opstillet,
Det traadte i Tanken ind.
„Her var det!” sukked den Gamle;
Men Hun til Panden bar
Sin Haand, for Mindet at samle:
„Ja — her — ja, her det var!”