Her bruser Eisacks Vande
I dybe Klippeseng;
Stolt seer fra Fjeldets Pande
Borgen saa mørk og streng;
Som en nybygt Svalerede
Den, klinet til Klippens Bryst,
Tungsindig seer dernede
Paa Dalens vaarlige Lyst.
Valnødtræer og Hasler
Grønnes i Dal, paa Fjeld,
Hvert Øieblik der rasler
Fra Høiden et Kildevæld.
Hvor Bjergveien sig slynger,
Hugget i Klippens Barm,
Tyroleren gaaer og synger
Med Øxen i sin Arm.
Sødt Solens Straaler milde
Vække af Nattens Ro;
Tæt ved en rislende Kilde
Hæver sig hist en Kro.
Der stige just de Trende
Fra Reisevognen ned;
Og det var Ham og Hende
Og den unge Maler med.
De vandre jævnt og fryde
Sig ved den rige Natur,
Mens Hestene Havren nyde
Under det lave Skuur.
Han foran gaaer og taler
Med sig og med sin Sorg;
Hun og den unge Maler
Betragte den stolte Borg.
Med Eet Han lytter, standser,
Som vakt ved Kildens Kald,
Der ud fra Graniten dandser
Liig det klareste Krystal.
Veemodigt stemt og blidere,
Om Hjertet øm og blød,
Han sætter Foden videre
Og stirrer i Dalens Skjød.
Han vender sig, — da skuer
Han i Morgensolens Ild
Under Fjeldvæggens Buer
Det yndigste Skuespil!
Af begge Hænders blide,
Blegrøde Alabast
Havde Hun — Side ved Side —
Dannet et Bæger i Hast;
Og smilende, i Skaalen,
Meer kostbar end pruden Guld,
Hun lod forsigtigt Straalen
Risle, til den var fuld.
Den unge Kunstner ligger
Paa Knæ, paa mosklædt Steen;
Og af Hendes Hænder drikker
Bjergkildens Nektar reen.
Og ømt Hun sig mon bøie
Over den skjønne Mand;
I Hendes svømmende Øie
Henrykt stirrede han!
Da træder Han til og raaber:
„Var det mig reent omsonst,
Om ogsaa jeg nu haaber
En saadan Hebes Gunst?”
Men Hun sig hurtigt fatter!
„See, jeg har et Bæger kjøbt,”
Hun svarede Ham med Latter,
„Just som det gamle støbt!”
Et Øieblik Han dvæled,
Utaalmodig vented Hun;
Han hvisked, idet Han knæled,
Med bleg og skjælvende Mund:
„Af dette Bæger drikke
Skal Ingen — selv ei Du!
Og saae Du, Elskte! ikke,
Det blev jo brudt itu?
Hvis nogen Anden rører
Ved min Haand med sin Mund,
Da mere jeg ham tilhører,
End Dig i denne Stund.
Nei, Ingen skal Bægret tømme,
Og Ingen skal røre mig!
Jeg vaagen og i Drømme
Vil ene tilhøre Dig!”
Men Hun: „Min Ven! Du spadser!
Jeg Dig — kun Dig har kjær!
Glem dog de fade Phraser,
Og tøm mit Bæger her!”
Med Vellyst suged Hans Læber,
Og Stemmen sagte lød:
„Jeg veed det nu, det dræber,
Men Lykken er i min Død!”
Nu rask med mig til Spidsen,
Vandfaldet bør vi see!
Det skyder sig brat fra Issen
Ned fra Gletschernes Snee!”
Foran dem snelt Han iled,
Som berust Han svang sin Hat;
De To medlidende smiled
Og fulgte til Fjeldets Krat.
Men da didop de naaede,
Hvor Øiet ustandset seer,
Da var det dem en Gaade —
Han var der ikke meer!
De troede først Han spøgte,
Skjult i en Hules Gjem,
De raabte, loe og søgte —
Men Echo kun svarede dem.
Hvor Faldets melkehvide
Fraade i Dybet foer,
Paa Skræntens slibrige Side
Fandt de Hans sidste Spor.