Velsignet Skibet være,
Velsignet Havets Vand,
Som venligt vilde bære
Dig atter til vor Strand.
Velsignet hver en Luftning,
Der svæved om Din Kind
Velsignet hver en Duftning,
Som qvægede Dit Sind!
Velsignet i det Fjerne
I Himlens Herlighed
Den klare, fromme Stjerne,
Som Dig tilsmilte Fred!
O, turde jeg nu tilhviske
Dig alle Blomster-Ord,
Som altid lige friske
Her i mit Hjerte boer!
Ak, mangen Nat er svundet,
Og mangen bitter Dag,
Mens jeg, i Smerte bundet,
Har talt mit Hjertes Slag.
Mens fjernt i Sorgens Øde,
Mit Blik ei Hvile fandt,
Saa mine Tanker døde
Og Haabets Fakkel svandt.
Jeg kunde mig ei værge
Mod Smerter og mod Savn;
De lod sig ei besværge
Selv ved Dit kjære Navn.
Jeg mægted ei at frie mig
For Sorgens Trylleri, —
Og Timen foer forbi mig
Med intet Indhold i.
Men nu — Dn bringer Freden?
Ei sandt? Du har ei glemt,
At Du for Evigheden
Har mig Dit Hjerte gjemt?