Paa Sorgens skumle Kyst min Tanke strander,
Udtørret staaer om Dagen Livets Kilde,
Om Natten martres jeg af Drømme vilde,
Og Taaren Kindens gustne Lilie vander;
Som en forvildet Fugl, min Aand sig blander
I Verdens Larm, omsonst den troer at stille
Sin Uros Vingeslag, men ak! forsilde —
Den synker snart, og Værket stille stander.
O, Du, hvem Himlen mig til Smertens Svale,
Til Livets Fred engang har naadigt givet, —
Skal reent jeg favne Dig, Dit Blik, Din Tale?
Som Solens Blink kan atter reise Sivet,
Som Duggen qvæger Blomsterne i Dale, —
Et Ord, et Blik af Dig gjengav mig Livet.