Nu Vaarens Blikke venligt smile;
Men i Dit Øies milde Blaa
Jeg seer den bittre Taare hvile, —
Jeg seer min Himmels Skyer staae.
Mens Solen gaaer omkring og vækker
De spæde Børn af dunkle Jord,
Vemodig Sorgens Lilie dækker
Min Rose med sit hvide Flor.
Hvor skulde jeg med Vellyst drikke
Den beske Skaal, som Dig er rakt,
Hvis atter kun i Dine Blikke
Jeg kunde skue Freden vakt.
Men ak! jeg — lænket fast til Strande —
Maa staae og see i Storm og Hav
Dig tumles om af vilde Vande
Og tør ei dele selv Din Grav!