Det sused i nøgne Toppe,
Over Græssets spæde Haar;
Da sang der en Fugl histoppe:
„Nu kommer den favre Vaar!
Jeg fløi over Bjerg og Dale,
Jeg fløi over Strøm og Sø,
Overalt jeg hørte tale
Om den reisende Kongemø.
Af Smykker eier hun mange,
Hun haver saa meget Guld;
Hende følge tusinde Sange,
Thi hun er saa vennehuld.
Hun stunder til disse Lande,
At rede sin Blomsterseng,
At lunkne de kolde Vande
Og sprede sit Guld iflæng.
De nøgne Grene hun klæder,
Hun feier den iisgraae Luft,
De farvede Blade hun væder
Med balsamvirkende Duft.
Jeg saae hende just paa Reisen,
Hun hvilte paa grønnen Eng,
Hvor Storken spanked med Kneisen,
Mens Lærken slog sin Streng.
Hun raabte: „Her min Befaling,
„Du liden Sanger paa Qvist!
„En rigelig Løn og Betaling
„Den sanger Du ganske vist.
„Mit Glædesbud skal Du bære
„Did til en Sanger i Nord;
„Han qvad min Priis og min Ære
„Midt i sin Sorg ifjor.
„Du sige ham: naar jeg kommer,
„Vil jeg smykke en Løvsal grøn;
„Der skal han vandre i Sommer
„Og sværme og drømme i Løn.
„Siig ham, at jeg vil læge
„Hendes smertefulde Bryst —
„O! siig, at jeg vil qvæge
„Hende med venlig Trøst.
„Han haver ei anden Glæde,
„Han nyder ei anden Lyst —
„Thi vil jeg, Hun ei skal græde,
„For Sorgen har Hende kyst.
„Jeg Sorgen vil kjæk forvise
„Alt ved mit Scepters Magt;
„Den sødeste Lindring og Lise
„Er jo i min Haand nedlagt.
„Min Skov og Eng skulle dufte
„Ret som en lægende Drik;
„Min Himmel skal blaane og lufte,
„Og funkle skal Solens Blik.
„Men Havets Bølge skal bæve
„Om Hendes Skulder og Lænd,
„At Hun sig atter maa hæve
„Styrket og karsk, som den.
„Flyv nu! og lyd min Befaling,
„Nu liden Sanger paa Qvist!
„En rundelig Løn og Betaling
„Da venter Dig ganske vist!”
— Saa bød hun mig, og jeg sidder
Nu stolt for Dit Aasyn her!
Bring selv nu min Hilsen, mit Qvidder
Til Hende, som Du har kjær!”