„Jeg er fra Norge — og jeg er god.
Mit Skaft er gjort af Valbirkrod;
Mit Sølv er groet i Kongsbergs Schacht,
Mit Staal fra Fossums Gruber bragt.
En Nordmand, som forstod det bedst,
Har mig i Sølverslidren fæst;
Min Pynt er peen men gammeldags, —
Jeg er just af det ægte Slags!
Saa er jeg skarp og stiv og stærk
Og dygtig til hver Daad og Værk.
I gamle Dage var det Skik,
Hver Mand med Kniv i Beltet gik;
Og faldt der saa et Ord iblandt,
Som Øret altfor kildent fandt;
Og vakte Kort og Terning Kiv,
Saa greb de staks til deres Kniv;
Og blev de uens om en Tøs,
Saa gik det flux paa Livet løs.
Men her hos dig er Fred og Ro,
Vi vil forliges godt vi To,
Saa uden Kamp og blodig Strid,
Ret jævnt vi slide kan vor Tid.
Nu prøv mig, du, og du skal see,
Jeg skal med Æren mig betee,
Og tjene dig indtil din Død:
Jeg skjærer dig dit Suul og Brød;
Hver Knude, som dig er for haard,
Den løser jeg med lette Skaar;
Og er et Søm dig ikke ret,
Heel duelig jeg er til Spræt.
Jeg og kan værge om dit Liv, —
Jeg er just en mandhaftig Kniv,
En kjæk Forsvarer og en Ven,
Langt mere værd end Naal og Pen,
En Ven med Troskab, Ære, Mod, — —
Jeg er fra Norge — jeg er god!”