Et yndigt Alfeflor af Blad og Ranker,
En sneehvid Aftensky, saa kjølig, let,
Et halvusynligt Duft- og Maanskins-Net,
Hvori kan fanges alle dine Tanker!
Naar Pulsen slaaer, og Hjertet heftigt banker,
Og Sindet Hvile faaer paa ingen Plet,
Da flagrer Tanken sig saa ofte træt, —
Men Fred og Frelse den bag Sløret sanker.
Bred denne Dug med sine fine Traade
Da paa dit elskte Hoved, om din Kind,
Og lad dens Tryllekraft kun trøstigt raade;
Thi jeg har i dens sommerlette Spind
Mit Hjertes bedste Ønsker vævet ind,
At de skal klare dig hver dunkel Gaade.