Duftende Smaabørn fra Vinterens Skjød,
Lilien den hvide og Rosen saa rød,
Guul og Lila og Broget og Bruun,
Bringe dig Hilsen fra Sommeren luun.
Melde de skal, „at den lever endnu,
At den bevarer dig kjærligt i Hu,
Den beder dig være taalmodig og snild,
Og trodse den Vinter ved Pels og ved Ild.
Den lover at komme, saa snart som den kan
Og løsne af Lænker det stivnede Vand,
At feie fra Solen det dæmrende Slør,
Og gjøre din Vei baade reenlig og tør.
Den veed, at du elsker den, kjærlig og blid,
At derfor til den du skal sætte din Lid.
Thi see, naar den kommer, hvert Vinterens Spor
Skal let den bortfjerne, langt førend du troer;
See, i den første Vaar-duftende Strøm
Alleslags Smerter skal svinde som Drøm;
Og den livsalige Sommer med Lyst
Trykke dig sødt som sit Barn til sit Bryst.”