Og hende saae du ikke?
„Hr. Ridder, ak nei!
Hvor kunde mine Blikke
Vel naae saa lang en Vei?
Saa dybt i Grevens Have
Der staaer et Fruerbuur
Med høie Vold og Grave
I den blomstrende Natur;
Der sukker Eders Rosa,
Den spæde, fine Blomme,
Der venter hun med Længsel,
At hendes Trøst skal komme.
Men, hvis I tøve vilde
Et eneste Minut,
Da bliver det for silde
At frelse eders Glut!
Jeg sneg mig om saalænge,
Til jeg hørde, at der
Man stemte Luthens Strænge
Til hendes Brudefærd;
Trindt Lamper saae jeg hænge
I Kirke, Slot og Krat, —
Man redte Grevens Senge
Alt til hans Brudenat!”
Den unge Ridder spænder
Fra Halsen sine Kjæder,
Sit Sværd fra sine Lænder,
Og skifter sine Klæder;
Han var en vældig Herre,
Bredskuldret, høi og stærk,
Heel lystelig han smilde
Alt ved sit snilde Værk.
En sneehvid Gartnertrøie
Han bar, med Baand besat,
En høirød Gjord om Livet,
Af blanke Straae en Hat;
Den bar han kun i Haanden,
Og grønne Skoe paa Fod;
En Kurv af Vidievaanden
Paa det stolte Hoved stod.
Den fyldte han med Lilier,
Med Roser og Jasmin,
Med Negliker, Jonchilier
Og broget Balsamin,
Ranunkler og Tazetter,
Og Hyacinthen fiin;
Imellem dem han sætter
Den mørke Rosmarin.
Han gaaer til Grevens Have,
Hvor i blomstrende Natur
Imellem Vold og Grave
Der staaer et Jomfrubuur.
Der spænder Svanen op
Sit duunhvide Seil,
Og seer sin trinde Krop
I det flydende Speil;
Hvor sig i Bølgen skyder
Dens fulde Jomfrubarm,
Der risler den og syder,
Saa øm og elskovsvarm.
Den Paafugl der mon spanke,
En strunk Cavallier
I Rustning, den blanke,
Med prægtige Fjer;
Men Hjernen er saa lille, —
Det hændes vel fleer,
Der gjerne gjælde vilde
For en stolt Cavallier.
De grønne Myrthehækker
Og Laurens ædle Træ
Mod Himlen høit sig strækker,
Og i det mørke Læ
Sig krydse hundred Gange,
Hvor Najadernes Spøg
Udsender Straaler lange
Høit over Eeg og Bøg.
En broget Tjenerskare
Her driver rundt sit Spil,
Hovmestren tager vare,
At alt gaaer rigtigt til;
Men, blandt de travle Svende,
Som strømme ud og ind,
Han lister sig til Hende,
Som fortryllet har hans Sind.
Han kommer snart tilbage,
Og iler let af sted
Fra stolte Marmortage
I Haugens Gange ned;
Han vandrer der saa sikker
Med Kurven paa sin Isse,
Mens rundt omkring han skikker
Sit faste Blik tilvisse.
Orangerosen bøied’
Sig fra sin tykke Qvist,
Den skrevet stod i Øiet:
Det er en Søster vist; —
Og Aftensolen sendte
Sit Blik paa Kurven, thi
Den tænkte: jeg maa vente,
At see, hvad der er i!
Dog — hvor Tritonen kryster
De fyldige Najader,
Hvor Vandspringstraalen bader
De trinde Marmorbryster,
Hvor stolt Paafuglen spanker
Med sit ynkelige Hviin, —
Der staaer i dybe Tanker
Den unge Greve, fiin.
„Hvo er du?” — Jeg er Gartner,
Een Blomst jeg dyrker blot!
„Hvad gjør du her til Tide
I min Hauge, ved mit Slot?”
Ak! jeg har Blomster baaret
I Fruerburet hen!
En Rose har mig saaret,
Den bær jeg bort igjen;
En Rose har mig daaret,
Den Rose er min Lyst,
Den har jeg mig udkaaret
At hvile ved mit Bryst!
Saa hilste han med Hatten,
Heel skjelmsk han paa ham saae,
Og vandred ned i Natten,
Som alt i Dalen laae.
Hr. Greven ham tilsendte
Heel adelige Blikke,
Og rysted med sit Hoved;
Thi han forstod ham ikke.
Men da den flinke Ridder
Var kommet bag det Krat,
Hvor Nattergalen sidder,
Og Stien dreier brat
Om steile Klippestene, —
Der satte han sit Læs
Imellem grønne Grene
Ned i det bløde Græs.
„Kom frem, min Rosenblomme!
Spring ud, min Lilieknop!
Mit Morgenrødt! du komme,
Min Foraarssol! stig op!”
Han drog det hvide Klæde
Fra Kurvens Rand med Hast, —
Der laae den Fine, Spæde
I Slummer, dyb og fast.
Hver Rose havde kysset
Sin Søster, ak! saa øm,
At ganske hun var dysset
I en barnlig Elskovsdrøm.
Den unge Ridder standser
Med Haanden paa sit Bryst,
Ham var, som alle Sandser
Stod paa Himmerigets Kyst; —
Hans Mund et Ord ei mæled’
Han vakled som et Rør,
Det var, som om han dvæled’
Ved Salighedens Dør!
Da toned’ gjennem Dalen
Capellets Klokkeklang,
Da fløited’ Nattergalen
Sin underfulde Sang;
Det aanded’ fra hans Hjerte
Den vilde Flamme bort,
Og løsde Kamp og Smerte
I en himmelklar Accord.
Hun aabnede sit Øie,
Sødt smilde det paany, —
Saa svæve fra det Høie
To Duer gjennem Sky;
Ømt mæled’ hendes Tunge
Hans Navn, — hans Navn een Gang;
Ak! Himlens Engle sjunge
Ei sødere en Sang!
Han hende bar ærbødig
Fra Rosenleiet ned,
Hun havde ikke nødig
At rødme stærkt derved;
Han tog med megen Lempe
Jomfruens varme Haand; —
Saa bar den stærke Kjæmpe
Sit bløde Slavebaand.
Ved Stien laae Capellet
Tæt op til Klippens Bryst,
Der risled Kildevældet,
Og Lampen brændte tyst;
Den gamle Præst derinde
Med Messebog i Haand
Forbandt med evigt Baand
Den unge Mand og Qvinde.
Men — som de laae paa Knæ,
Og ydmygt sig mon bøie
For Naadens Palmetræ
Og for Madonnas Øie, —
Og som de skye sig dulgte
Bag Ridderborgens Bue,
Og taus han hende fulgte
Til tyst forborgne Stue; —
Da lød fra Greveborgen
Basunens stærke Sang,
Stolt vilde Greven vandre
Sin søde Kirkegang;
Høit klang den tomme Pralen
Fra fakkelsmykte Slot, —
Men Brylluppet stod i Dalen
Saa tyst og luunt og godt.