Som i en Sky indhyllet, —
Det er nu saa Din Skik —
Du drukner, taus fortryllet
Din Tanke i mit Blik.
Dog mig Din Taushed maler,
Hvad i Dit Hjerte boer,
Meer klart end lange Taler,
Meer sødt end søde Ord.
Jeg kjender ganske nøie
Den Længsel i Dit Bryst,
Der straaler fra Dit Øie
Med dyb, urolig Lyst.
Som Fuglen eensom tier
Paa Tjørnens nøgne Green,
Af Somrens Melodier
Den røber ikke een; —
Men — den er fuld af Tanker,
Og den er meget luun;
Et Flamme-Hjerte banker
Bagved de bløde Duun; —
Saadan Din Tanke fjæler
Sig bag Din Tausheds Sky,
Og Blomster-Ordet dvæler,
Til det er Vaar paany.
O, giv den Stakkel Vinge,
Lad Skyen skilles ad,
Lad Ordets Due bringe
Min Sjæl et Rosenblad!