Naar Druens smækkre Moder
Har fostret Dattren ved sit Bryst,
Og i de blanke Kloder
Sig speiler Himlens Lyst:
Da springer hun fra Løvets Skjold,
Hvor hun har siddet tryg og bold,
Og hver en lystig Broder
Hun fanger strax i Vold.
Det er en deilig Pige,
Hun luer frisk med fyrigt Mod,
De runde Bryster stige
Med dristigt Ungdomsblod;
Naar Øiet sender ud sit Lyn,
Eia! det er et herligt Syn!
Hver Sorgens Sky maa vige
Fra Mandens Øiebryn.
Hun farer ei med Lempe,
Hun er saa stærk som Herkules,
Med Tusind kan hun kjæmpe, —
De synke hen som Græs.
Hver Feigheds Slave gjør hun fri,
Og hendes søde Tryllerie
Et Hjertes Storm kan dæmpe
Til yndig Melodie.
Sit Kys hun skjænker Alle
Saa sødt, saa fast ved Nat og Dag,
Med Jubel kan man falde
I hendes Favnetag.
Hun tager Alting overtvers,
Hun vender Graaden om til Skjers,
Paa hendes Navn vi kalde
I Toner og i Vers.
Men skjøndt hun trygt i Armen
Os knuger ret med kjærlig Lyst,
Ei kjøles Troskabsvarmen,
Som huses i vort Bryst;
Hun lærer os saa søde Ord,
Som aldrig før er hørt paa Jord,
Hun drager frem af Barmen
Hvert Elskovssuk, der boer.
Frisk op! og lad os tømme
Den Trylledrik, det Jomfrublod,
Da skal vort Hjerte svømme
I en elysisk Flod;
Hun freder Kundskabstræets Rod,
Hun er vor Elskov ei imod,
Og saligt kan vi drømme
Ved hendes Altars Fod!