1.
Hun skildres ei med Pen og Blæk,
Det føler jeg med salig Smerte;
Men disse svage, usle Træk
Skal dog nok røre mangt et Hjerte.
2.
Naar hun blandt ældre Piger staaer,
Er hun saa smuk, som det er trolig,
At Psyche var i Ungdoms Vaar,
Da hun blev ført til Amors Bolig.
3.
Hun staaer iblandt de Yngstes Flok
Som Julens Engel, der fra Himlen
Til Barnet bringer Glæde nok,
Men selv den Gladeste i Vrimlen.
4.
Hun er saa ung, som Rosens Knop,
Der viser os det stærke Røde,
Og just vil sprænge Bægret op,
For ret i Elskovs Sol at gløde.
5.
Mig er hun ei for ung og varm!
Nei, det er just min største Lykke;
Jeg hende da med mandig Arm
Skal til mit unge Hjerte trykke.
6.
Men tænk dig hendes Øiekast!
Som Aftenstjernens Elskovsminer,
Naar den med sød, urolig Hast
Bag Solens Natteleie triner.
7.
Hun har et Smiil omkring sin Mund,
Som naar en Lilie fra sin Stengel
Seer mildt sig selv paa Kildens Bund,
Og tænker: det er Liliens Engel!
8.
Vorherres Himmel nøies jo
Med Dagens Fakkel, Nattens Kjerte!
Jeg seer paa een Gang Stjerner to,
Som gjør en Himmel af mit Hjerte.
9.
Med en Tilskuers hele Ild
Jeg hendes Blikke tidt udpønser,
Og seer et Elskovsskuespil
Bag hendes Øines Silkefryndser.
10.
Saa reen som Vaarens Rosenskyer,
Saa sorgfri gaaer min Elskerinde,
Og ahner ei det Eventyr,
Hun spiller i min Barm, herinde!
11.
Skal vi da slutte vor Contract?
Jeg Romeo, du Giuliette?
Vi spille til den fjerde Act,
Den femte vil vi reent udslette.
12.
Staaer hun mig fjern, hver Blomst jeg seer
Som svage Glimt af min Veninde;
Er hun mig nær, mit Øie meer
End alle Blomsters Pragt kan finde.
13.
Hun synger ei, — det vide vi, —
Men hendes Røst dog er, paa Ære!
Et fromt Musikacademie, —
Der skal mit Hjerte gaae i Lære.
14.
Hun dandser ei; men det er godt,
Fra Himlen troer jeg, hun maa stamme,
Og hæved hun saa Foden blot,
Saa fløi hun vistnok med det Samme.
15.
Skjøndt jeg med Riim ei kan faae Bugt,
Som jeg til Navnet vilde lænke,
Er det mig selv et Vers, saa smukt,
Som nogen Sanger kan udtænke.
16.
Den lille, ranke Lilievaand,
Hvis Blade er to hvide Hænder,
Mit Hjerte holder i sin Haand,
Og det er derfor, at det brænder.
17.
En Tid hun gik med sine Haar,
Og lod dem flagre yndigt vilde;
Men nu hun dem i Fletning slaaer,
At Ingen flere sig skal hilde.
18.
Jeg fangen er; men som en Gud
Kan jeg med gyldne Lænker bramme,
Og slipper jeg end aldrig ud,
Saa er det saamæn og det Samme!
19.
Jeg kunde gjerne blive ved
At male fort, ifald jeg vilde;
Men det blev Digternes Fortræd,
Jeg tømde deres Billedkilde.
20.
Men samler jeg den store Sum,
Betragter jeg den hele Pige,
Er hun et sødt Mysterium,
Som ingen Tunge kan udsige.