Jeg sad i vores Hauge med Naalen i min Haand,
Og syede paa min Trøie de røde Silkebaand;
Da kom den unge Greve med Fjedren i sin Hat,
Paa Jægertrøien flunkede hver Knap som en Ducat.
Han støtted’ sig paa Bøssen, med Smiil paa Mund og Kind:
”Hør, Lise, giv mig noget, som qvæge kan mit Sind!
”Jeg er saa træt af Jagten; du har det gandske vist!
”Jeg beder dig saa længe, du gier mig det tilsidst!”
Javel min ædle Herre, jeg svarde ikke seen,
Der hænge røde Æbler imellem Løv og Green!
”Nei Æbler er vel røde; men noget mere rødt
”Er det, som jeg forlanger, og meget mere sødt!”
Naa, vil I, jeg skal hente den sukkersøde Mjød?
Den skinner imod Solen saa liflig og saa rød.
”Nei, det, som jeg forlanger, mig giver bedre Ruus,
”End den, der endnu slumrer paa Bunden af et Kruus.”
”Det, som mit Hjerte ønsker, som gjør mig glad og sund,
”Er Kys paa dine Læber og paa din friske Mund;
”Ifald du mig vil unde blot een Gang denne Lyst,
”Saa faaer du denne Kjæde, som blinker paa mit Bryst!”
Herr Greven er saa kjøn! men jeg tænkde paa Johan!
Han er dog meget raskere, og være vil min Mand!
Jeg sagde: ædle Junker! slet ingen Kys I faaer,
Saa groede paa min Hage jo de krusetsorte Haar.
Imorgen efter Prædiken jeg gaaer til Nørrebye,
Der lærer mig min Moster at kniple og at sye;
Hvad vilde hun vel sige, den gamle Mutter graa,
Ifald det fæle Skjæggehaar hun paa min Hage saae?
”Du er jo overtroisk, mit vakkre Pigebarn!
”Den, som har lært dig saadant, er et letfærdigt Skarn!
”Jeg faaer da vel at qvæge mig udi den blanke Søe,
”Men ræk mig dog nu Haanden til et kjærligt Adieu!”
Jeg rakde ham vel Haanden, men tænkde paa Johan,
Og da han saa var borte, jeg steeg paa Gjærdets Rand!
Hist meiede han Hvede; men hurtigt paa mit Vink
Han kastede sin Lee, og kom springende saa flink.
Imorgen efter Prædiken jeg gaaer til Nørrebye,
Der lærer mig min Moster at kniple og at sye:
Min sødeste Johan, hvis du vil med mig gaae,
To Kys eller trende dem skal du gjerne faae.
Lad andre ramme Skiven, og lad Keglerne i Roe,
Saa blier du ogsaa borte fra den slemme, slemme Kroe!
Min Moster skal dig skjænke baade gammel Øl og Viin;
Hun veed, at du vil være Allerkjæresten min!
”Ja Lise, jeg vil følge dig — alt i vort hele Liv,
”Og jeg skal aldrig spille meer, — naar du først er min Viv;
”Saa drikker jeg ei Brændeviin; da er din søde Mund
”Den Himlens Mannakrukke jo, som gjør mig stærk og sund.”
Den næste Middag stod jeg da, og ventede min Ven,
Hvor Huulveien slynger sig imellem Buske hen;
Natregnens Skyer hang i Luften mild og luun,
Paa Gadekjæret vipped’ knap det fine Gaaseduun.
Da sprang den grønne Junker frem af grønne Krat og Siv,
Og slog sine Arme om min Hals, om mit Liv;
Jeg kjæmpede mig træt med min Haand mod hans Bryst;
Da hørde jeg fra Bakken min Kjærestes Røst.
”Hei! holdt! bolde Greve! Nu gaaer I nok for vidt?
”I jager efter Kys! ja men dette Kys er mit!
”Jeg er hendes Kjæreste, og Tøsen er min Brud;
”Gjem kun eders Lærkespid, og pak jer saa med Gud!”
Hvad drog han ud af Skeden? eja! sin blanke Kniv!
Den havde han vist stukket i min Kjærestes Liv,
Hvis ikke den Stærke havde grebet den med Magt,
Og den hele, pæne Junker i Mergelgraven lagt.
Jeg græd med mine Øine, men jeg loe med min Mund;
Thi Greven blev saa pyntet i Mergelgravens Bund:
Den ene Side grøn og blank som Vaaren var at see,
Den anden var saa hvid, som den klare Vintersnee.
Da hørde vi en Rumlen gjemnem Huulveien gaae,
De fire gule Hengster og den lukte Vogn vi saae;
Den bar den gamle Greve, den bragde os vor Trøst:
Ud steeg han af Karossen med Stjernen paa sit Bryst.
”En lille Fugl har sjunget mig den hele Storm og Strid,
”Jeg vil bortjage Skyen, saa vil Himlen vorde blid;
”Men straffes skal I alle, og derfor hid jeg kom!”
Da stode vi saa ængsteligt, og ventede vor Dom.
”Min hvidgrønne Junker skal forvises Slot og Land,
”Han føre skal de Ryttere, vel femhundred’ Mand
”Under Marlboroughs Fane; ved Cartovernes Spil
”Han skal vise de Franske, hvad Dansken duer til!
”Johan skal straffes skarpest, og i evigt Fængsel gaae,
”I Ægtestandens Lænker vi flux ham smedde maae,
”Og Lise skal ham holde fast, i Fangenskab saa haardt,
”At han hverken gaaer paa Jagt efter Kys eller Kaart!”
Saa talde han, og tog min Haand, og klappede min Kind,
Saa steeg han med sin Søn i Karethen atter ind;
Johan og jeg gik Arm i Arm tilbage til vor Bye,
Jeg glemde reent af Glæde at kniple og at sye.
Om Aftenen ved Kroen flink de Sølvtrompeter sang,
Og oppe fra det høie Slot man hørde Atterklang;
Foran sin raske Rytterflok den kjønne Junker drog
Forbi mit Vindve, trued’, men dog mildt til Hatten tog.
Nu gaaer Johan i Mark og Vang, og passer Kræ og Korn,
Og frygter hverken Junkerens Jagt eller Horn;
Jeg sidder alt og syer paa de Vuggepuder smaa,
Og nynner denne Vise til; — den er kun saa som saa!