Jeg har en Hytte, hvor jeg boer,
Den er ej skjøn, den er ej stor;
Men dog jeg vilde ikke bytte
Mod Kongens Slot min simple Hytte.
I denne Hytte er jeg fød;
Hver venlig Fryd, jeg fordum nød,
Saa levende endnu staaer præget,
Hvor Barnet i sin Uskyld leged’.
Hver Dag svandt hen i stille Lyst,
Og Sorger kjendte ej mit Bryst;
Min Fader elskte mig saa saare,
Min Moders Graad var Glædestaare.
De lærte mig Algodheds Bud,
Jeg bad saa inderlig til Gud,
Og, naar jeg i min Vugge hvilte,
Guds Engle huldt i Drømmen smilte.
Saa glad jeg om i Marken sprang
Og nynnede til Fuglens Sang
Og plukked’ tusind Blomster spæde;
Thi Blomster var min Moders Glæde.
End staae de her, de Blomster smaa,
Og daglig jeg dem skue maa;
Thi Dyd og Godhed de mig lære
Og blive altid Hjertet kjære.
Min Hytte er vel ikke stor,
Men Uskyldsblomsten her end groer;
Se! derfor kan jeg ikke bytte
Mod Kongens Slot min simple Hytte.