Pebersvend nyder et maadeligt Held,
Har jo alene saa travlt med sig selv,
Savner bestandig, veed selv ikke hvad,
Er ei bedrøvet og er ikke glad.
Om han saa sanked en Pose sig fuld
Af Diamanter og rødeste Guld,
Fattig paa Veien med Posen han drev,
Daglig af Griller den tungere blev.
Om han ved Granskning ved Dag og ved Nat
Samled al Kløgtens og Viisdommens Skat,
Blev han paa Livets Betydning ei klog,
Den fløi ei langt, som sad lænket til Bog.
Enkelt ei Manden sin Virken forstod,
Fandt maaskee Jorden ret yndig og god,
Ak, men saa taagefuld saae den dog ud.
Enkelt kan Hjertet ei prise sin Gud.
Hjertet er Mandens gedigneste Guld,
Det skal han skjenke en Qvinde saa huld,
Kjærligt hun fletter af Roser de Baand,
Hvorved mod Himlen skal drages hans Aand.
Halv kommer Fryd til den Eensomme ind;
Speiler sig tifold i Kjærligheds Sind,
Lyser af Øie, af Smiil og af Ord,
Levner i Hjertet de dybeste Spor.
Sort flyver Sorg til den Eenlige ned,
Harme og Vrantenhed følge dens Fjed;
Kjærlighed styrker mod Kummer din Arm,
Taaren er blid ved den Elskedes Barm.
Byg da din Hytte ved Kærligheds Træe!
Lykken skal blomstre i venligste Læe,
Fuglen foruden om Glæde skal slaae.
Hvor man forinden dens Sang vil forstaae.