Saa ofte vi samles til Gilde
I — — ældgamle Stad,
Det var dog, os synes, ret ilde,
Om Glæden til Høibords ei sad;
Thi Kjærlighed er hendes Moder,
Og Retsind er Faderens Navn,
Og Venskab, som er hendes Broder,
Han tænker paa Frendernes Gavn.
Herr Bacchus han er hendes Fætter,
Han er baade lystig og snild;
Naar Bæger til Munden han sætter,
Saa smiler Cousinen saa mild.
Der er vist ei bedre Familie
I Verdens vidtløftige Kreds,
Hver Enkelt jo haver den Villie,
At være af Hjertet tilfreds.
Det skete i henrundne Dage,
Før nogen af os her blev til,
Da saae man Familien inddrage
Til Byen med Sang og med Spil.
Her har den fra gammel Tid hjemme,
Blandt os den sin Bopæl opslog,
Og Ingen af os her skal glemme,
At her den sit Borgerskab tog.
Den stedse et Mønster har været,
Som vi har arbejdet at naae,
Ved Høitid vi have den æret,
Ei glemt den i huuslige Vraae;
Og naar vi til Gilde os samle,
Og synge ved bredfulde Maal,
Familie! du kjære, du gamle!
Da er det af Hjertet din Skaal!