Hvor Vinden kjølig lufter
Blandt Græs paa Gravens Steen,
Liigblomsten Veemod dufter
Af Skjaldens trætte Been.
Det kolde Bryst heniler
Til Verdens Larm og Støi,
Veed ikke, hvem der hviler
I Gravens lille Høi.
Ei meer han synger Viser
Om Kærlighedens Fryd;
Ei meer sin Gud han priser
Ved Harpens fromme Lyd.
Hvor er hans Melodier,
Nu han er i sit Hjem!
Nu Hjertets Sange tier,
Hvo mon nu synge dem!
De Elskende omvanke
Saa trofast Haand i Haand,
Hans Ord er deres Tanke,
Hans Sang er deres Aand.
Og Pigen Blomster sætter
Paa Skjaldens simple Grav,
Hun aldrig ham forgjetter,
Der hende Sange gav.
Paa Jord man tit ham glemte,
Fordi han glemte Jord,
Naar Harpens Streng han stemte.
Nu hos sin Gud han boer.
Han glemte Verdensvrimlen,
Naar i hans Bryst det klang,
Da var hans Aand i Himlen
At hente sig en Sang.
Paa Jord den var nedbøiet,
Og kjendte ingen Fred,
Og kun med Graad i Øiet
Han sang om Kjærlighed.
O Pige! syng hans Sange,
Da er hans Hvile sød,
O syng dem mange Gange,
Da lever han, skjøndt død;
Ja lever i dit Hjerte,
Og deler ømt din Fryd,
Og aander bort din Smerte
Ved Sangens fromme Lyd.